Nyheder

Rabbit G'n Wild vinder internationalt stævne i Holland

Verdens stærkeste MF 8700, Rabbit G’n Wild, kørte sig lørdag d. 24. januar ind på førstepladsen i sæsonens første indendørs stævne i Zwolle i Holland.

Den forholdsvist nye traktor skulle køre mod nogle af Europas allerstærkeste Super Stocks, så konkurrencen var hård. Der skulle dystes på 90 meter bane, og Rabbit G'n Wild skulle køre i stævnets sidste klasse sent om aftenen.

I første runde lavede Rabbit G'n Wild full pull, og derefter var der 4 der skulle køre i finalen. Her kørte Rabbit G'n Wild som den første af de 4 og lavede et flot træk på 83,25 meter.

Spændingen var derfor stor, da de 3 konkurrenter skulle på banen. Men de nåede ikke Rabbit G'n Wild til sokkeholderne - den vandt med et træk som var over 10 meter længere end den nærmeste konkurrent, Zapo - en New Holland fra Holland, som trak 73,18 meter. På 3.pladsen kom Terminator (den sorte IH) med 70,53 meter, mens den sidste Green Gangster Deere fik problemer med teknikken ved 37 meter.

Lidt om den nybyggede traktor og teamet bag:

Traktoren Rabbit G’n Wild ejes af Henrik Svenningsen og Ilse Korsager, som driver Rabbit Pulling team. De fik færdigbygget MF 8737'eren i i 2014, hvor den også nåede at deltage i et par konkurrencer.

Rabbit G’n Wild er den mest kraftfulde MF 8700 i verden, med 4.000 HK ved 7.000 omdr./minut. Og det er den eneste MF Super Stock traktortrækker i Europa.

Henrik Svenningsen har selv bygget motoren, mens chassiset er bygget på et specialværksted i USA. Hjallerup Maskinforretning har hjulpet med skærme og lidt andet, som de fik sendt til USA for at få dem tilpasset til chassiset.

Det er Ilse Korsager, der primært kører MF 8737’eren med navnet Rabbit G’n Wild.

Vi glæder os til at se den mest kraftfulde MF traktor i aktion i endnu flere konkurrencer i 2015. Der er allerede flere konkurrencer i kalenderen, og den skal også med til forskellige shows og arrangementer.

Følg med på Rabbit Pulling Teams egen hjemmeside: http://rabbitpullingteam.dk/forside.aspx