Nyheder

Massey Ferguson, Michelin og Grégoire-Besson viser fordelene ved avanceret design

På SIMA-udstillingen i Paris vil Massey Ferguson i fællesskab med de førende franske producenter, Michelin og Grégoire-Besson, demonstrere, hvordan avanceret fremstillingsdesign kan kombineres for at sikre landmændene en forbedret præstation i marken.

“Ingen maskiner arbejder helt isoleret på gården, så et tæt samarbejde med kolleger giver god mening og hjælper os alle med at udvikle vor teknologi”, fortæller Campbell Scott. “I efteråret undersøgte vi sammen muligheden for at reducere jordpakning og øge trækevnen, når der pløjes med en Grégoire-Besson plov, trukket af en MF 8730 traktor, monteret med helt nye Michelin-dæk.

“Resultatet viser, hvordan hvert element forbedrer arbejdets kvalitet, produktivitet og præstation samt beskytter jorden. Det tydeliggør også at et omhyggeligt valg af den rigtige traktor, udstyret med de bedste dæk til opgaven og kombineret med det optimale redskab, gør en virkelig stor forskel”, fortsætter han.

Under afprøvningerne var MF 8730 traktoren monteret med de nye Michelin VF650/85R42 AxioBib 2 dæk med Michelin Ultraflex Technology. Dette er et komplet nyt design, udviklet specielt til store, højeffektive traktorer, der skal bruges til pløjning med kørsel i furen.

Under afprøvningen satte dækkene med stor diameter og et dæktryk på kun 0,8 bar tre fulde ribber på jorden og skabte dermed et 26% længere dækaftryk med en stigning af trækevnen på 28% sammenlignet med tidligere designs. Denne øgede trækevne reducerer hjulslip med op til en tredjedel, sparer både tid og brændstof og øger produktiviteten med op til 11%.

”Dette viser, den gevinst man kan opnå ved at vælge de bedste dæk til opgaven, som har det rigtige tryk og er monteret på en traktor med korrekt ballast og en præcist indstillet kvalitetsplov”, tilføjer Scott. ”Disse tal beviser med al tydelighed, at denne kombination sparer tid, brændstof og mindsker jordpakning i furen, eftersom skridning reduceres og der køres med et lavt dæktryk”.

MF 8730 med 295 hk har en imponerende max. tilladt totalvægt på 18 tons, hvilket giver mulighed for at tilføje ballast, når det er påkrævet f.eks. til opgaver som pløjning. Til transportarbejde kan ballasten fjernes for at sikre en perfekt nyttelast, arbejdshastighed og brændstofbesparelse.

”Det er umuligt at fjerne vægt fra en tung traktor, men det er let at tilføje vægt på en traktor med lavere egenvægt som MF 8730. Traktorer, som vejer mindre, har et lavere brændstofforbrug og reducerer jordpakningen. Brugeren kan så blot tilføje den nødvendige vægt til den pågældende opgave”, forklarer han.